Torsdag den 29. juli 2010

af | 30. juli 2010 | Generelt | 0 Kommentarer

Blev vækket af en stribe sol, der havde fundet vej ned i agterkahytten og varmede så meget på mine ben at jeg var nødt til at sparke dynen af og stå op.

Det er overliggerdag! Vi har bestemt os for at blive et par dage i Thisted. Vejrudsigten for fredag siger vind op til 15 meter pr./sek. og det er der ingen grund til at kaste sig ud i, vi har jo stadig tid nok. Thisted er bestemt heller ikke det værste sted at blæse inde = der er gode butikker :o)

Vi flyttede dog lige Jawi til en bedre bådplads, lidt tættere på toiletterne (Der er jo en der er kommet i nattepissernes klub og det er ikke Kirsten).

Jeg gik på shoppetur i Thisted gågade, uden Jens Kr. og gav mig rigtig god tid til at kigge på sjove ting og sager, hvilket ikke er helt godt at gøre når gemalen er med.

Surprise  da jeg kom tilbage til Jawi var alt hængt til udluftning og dæksdrengen var gået under dæk og var i fuld gang med skibsstøvsugeren (ja, sådan en har vi skam også). Til gengæld fik han så håret og overskægget trimmet. Dette foregik på agterdækket, hvilket var rigtig smart, da alt det afklippede hår blæste ud i vandet (jeg håber da at ikke alt for meget havnede på nabo- og genbobådene  men undskyld hvis det gjorde)

Jens Kr. havde dog ikke brugt al energien på støvsugning med mere. Han gik hele 5 km i alt, frem og tilbage, for at hente brændstoffiltre til motoren (han var selv så imponeret at han måtte på nettet for at tjekke afstanden). Apropos nettet, så investerede han også i en Oyster, så vi kan komme på internettet uafhængigt af havnenes internetadgang eller mangel på samme. Så nu er der en chance for at Jawi opdateres hver dag!

sol.JPG

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *