6 May 2007 Standerhejsning

Vågnede kl 7,30 ved lyden af Jens Kr “trampen” hen over hovedet på mig ( han var på vej efter rundstykker). Kl 10,00 var vi til standerhejsning. Efter afsyngning af “Der er ingenting der maner” i forskellige tempi og tonelejer, holdt Leif formand tale og derefter var der kaffe i klubhuset, hvor klubben fik en kikkert i gave.

Tilbage i båden bagte jeg en pistaciekage i min fine sprit/gasbluskagebageform, så har vi lidt til eftermiddagskaffen.

4/5 Maj 2007 Festmåltid på 2 spritblus

Fredag: Var en tur i båden, fik sat VHF radio op, og ellers slappede vi bare af og nød det

Lørdag: Kom herud kl ca 15,00 fik ordnet lidt diverse og sejlede derefter en tur på ca 1 time, Blandet vind fra 3 m/sek til 5 m/sek . Max fart 6 knob. Overskyet og koldt, men god sejltur. Lavede aftensmad marinerede schnitzler med kartoffelmos, whisky-sauce og salat, så det kan fint lade sig gøre at lave et helt lille festmåltid på 2 spritblus. Tørnede i køjerne kl ca 23,00. Dejligt at falde i søvn ved bådens vuggen og lyden af klukkende vand.

2 Maj 2007 Kapsejlads

I aften skal vi sejle vores første kapsejlads. Som nybegyndere har vi valgt at være med i rute 3, som er kortere og lettere end rute 1 og 2. Startede ud ved ca 18,30 tiden og sejlede lidt frem og tilbage, øvede lidt vendinger og fik føling med vinden. Der var lige lidt nok vind ( op til 5 m/sek ) til vores tunge båd. Efter hold 1 og 2 var “skudt” afsted, lagde vi os i position til at passere start når startskuddet lød for os kl 19,05. Vi kom afsted som  2. sidste båd, men fik vinden godt ind fra tværs og overhalede snart båden foran os, en placering vi bevarede lige ind til sidste del af ruten, hvor båden der lagde sidst fra start, fik hejst spiler ( vind fra læns) og overhalede os i flyvende fart. Resultatet blev for os nr 5 ud af 6. Vi var lidt stolte af at vi ikke blev nr “sjok” lige indtil vi fandt ud af at sidste båd havde haft problemer med at deres påhængsmotor hang i vandet når de krængede til styrbord. Nå, vi skal jo også lige lære det. Fik derefter gode råd fra andre kapsejladsdeltager i klubhuset.