Med fare for at gentage mig selv – endnu en dejlig morgen!
Jens Kr. ville prøve at skaffe et nyt brændstoffilter, så vi har et ekstra hvis, såfremt, ifald – bank under bordet -vi får motor problemer igen. Efter at han havde travet det halve Thyborøn rundt, uden at finde det mindste lille filter, snakker han med nabobåden – jamen han har da lige et par stykker på lager og vi kunne da sagtens købe det ene!
I begyndelsen af turen var der en mand der sagde til mig, at hvis bare bilister var lige så hjælpsomme over for hinanden som sejlere …….. Hvor har han ret. Hvor mange bilister hjælper hinanden med at parkere og hvor mange bilister du holder ved siden af på parkeringspladsen tilbyder dig at købe den dims du lige står og mangler? Her ser vi lige bort fra dem der sælger falske guldhalskæder på motorvejsholdepladserne eller andre mistænkelige ting 🙂
Efter frokost bankede det pludselig på “døren” og først min gamle chef og tidligere Targa ejer, Knud Kokholm steg ombord og senere hans kone Lis. De holdt lige oppe på kajen i deres autocamper. Jeg tror Knud blev lidt nostalgisk ved atter at sidde i en Targa!
Resten af dagen er gået med hygge og også “Mikkeline” er ankommet, så vi kan følges ad ned langs vestkysten i morgen – de lover jo godt hjemsejladsvejr!
Fotografen var forresten doven i dag, så her er lige et foto fra i går
0 kommentarer